Hebraisk accent segol

Det deler en frase i notationen til bibelsk hebraisk sang. I det tiberiske system er segolta en adskillende accent: Den deler fraser og afslutter en læsegruppe på niveau to. Den står efter ordet, så prikkerne viser ikke, hvilken stavelse der har tryk. Den vandrette placering afhænger af skrifttypen.

Allerede før de masoretiske accenter delte præmasoretiske hebraiske håndskrifter, blandt andet Dødehavsrullerne, mindre læseenheder med mellemrum og linjeskift. Den tiberiske notation, systemet af skrevne tegn til oplæsning af bibelsk hebraisk, som standardiserede tegn som segolta, var færdig ved slutningen af det niende eller begyndelsen af det tiende århundrede efter vor tidsregning.

Tegnene støtter recitation ved at dele fraser og markere kadence. Deres tidligste skriftlige rolle er omdiskuteret; én fortolkning mener, at de først afgrænsede recitationen. I den tiberiske periode formidlede tegnene også musikalsk information og regler om tryk. Jødiske fællesskaber bruger forskellige melodier efter tradition og tekst, blandt andet til Toraen, haftara (læsninger fra Profeterne) og andre læsninger. I segoltas kadence kan zarqa stå før den; shalshelet kan erstatte den, når frasegruppen består af ét ord.

Hvad betyder ֒ alene?

Alene er det et fragment af hebraisk kantillationsnotation. Se det som et teknisk tegn eller et fragment, der er sat ind ved en fejl, ikke som en fuld følelsesmæssig reaktion. Betydningen afhænger af den omgivende hebraiske tekst, især et bibelafsnit, der er gjort klar til recitation.

Hvordan skriver jeg segolta?

Sæt det efter det hebraiske bogstav, det markerer. Segolta er et kombinerende tegn i tekststrømmen. Det kræver et hebraisk grundbogstav i samme ord; indsat alene kan det se løsrevet ud. Hvis prikkerne flytter sig, så kontrollér rækkefølgen bogstav-tegn, og brug en skrifttype med støtte for hebraisk kantillation.