Kileskriftens taltegn fire diš

Enheden omkring tegnet afgør, hvordan tallet skal læses. Ved optælling står det for fire og skrives 4(diš). I notationen 4(barig) betyder det fire bariga; en barig er et rummål på 60 sila₃, en mindre volumenenhed.

Hele kileskriftsystemet er først belagt i Uruk omkring 3500–3200 f.Kr. sammen med optegnelser over mængder og varer til byens administration.

Kileskrift blev brugt i sumeriske, babyloniske, assyriske og nærliggende skrivertraditioner; talsystemerne og tegnformerne ændrede sig med tiden. Skriverne lærte tegn og mål i skolen. Tegnformerne på lertavler varierede også efter periode, region og skrivestil, så 𒐉 står for en abstrakt tegnidentitet, ikke én fast tegning.

Hvorfor kan 4(diš) bruge et andet tegn?

Perioden og skrivestilen afgør, hvordan tegnene stables. Kileskriftnotationen 4(diš) kan svare til enten 𒐉 eller 𒐼, og mange translitterationer angiver ikke, hvilken form der blev skrevet. To rækker kileskrifttegn er mere almindelige i Ur III-perioden; i den nyassyriske periode er en stil med højst tre tegn pr. række mere almindelig. En konverter har brug for den sammenhæng for at genskabe den tilsigtede form.

I nogle tekster fra Ur III-perioden står 𒐼 for mellemregninger og 𒐉 for resultater. Forskellen kan vise, hvilke tegn der er arbejdsregning, og hvilke der angiver det nedskrevne svar.