Kileskrifttegn AB gange U plus U plus U

Læsningen afhænger af den omgivende tekst. Kileskriftens tegnlister angiver værdier som unug/uruk, gunu/unu, erim og urugal; gamle ordlister forbinder læsningerne med byen Uruk, en bolig, et lager eller underverdenen. Det er læsninger bestemt af sammenhængen, ikke definitioner, der kan bruges i flæng.

Den genkendelige forgænger for denne tegnfamilie hører til Urukperiodens UNUG- og AB-gunû-tradition. Administrative tavler fra Uruk brugte UNUG om byen; senere tegnlister forbinder også former i traditionen med skrivemåden AB×EŠ.

Denne skrifttradition voksede sammen med byens administration: de tidlige tavler registrerede varer, mængder og steder. Senere blev det samme tegnsystem også brugt i ordlister og litterære tekster, hvor skrivere katalogiserede læsninger ud over bynavnet.

Hvorfor kan ét tegn have flere læsninger?

Sammenhængen og skrivertraditionen afgør værdien.

Et bynavn kan bevare UNUG for Uruk, mens en gammel ordliste kan angive en anden læsning. De omgivende tegn, teksttypen og udgiverens transskription hjælper med at fastslå den tilsigtede værdi; et tegn alene afgør det ikke.

Forskere forbinder en ældre form kaldet AB-gunû med en senere skrivemåde kaldet AB×EŠ. Det er faglige betegnelser for former i samme skrivertradition, ikke tegn på, at tegnet forestiller en bolig eller underverdenen.

Hvor bruges 𒀔 i dag?

Brug det i en transskription eller et tydeligt markeret historisk design.

Det er et historisk tegn, ikke et bogstav til almindelig brug. I en almindelig besked har det ingen fast, selvstændig læsning; sammenhængen eller udgiverens transskription skal vise, hvilken værdi der menes.

I dag hører det tydeligst hjemme i forskning og udgivelser om kileskrift. Unicodes kileskriftstabeller viser især former i Ur III-stil, fra Ur III-dynastiet; en skrifttype til en anden historisk periode kan tegne det samme kodede tegn anderledes. En tom firkant skyldes som regel først manglende skrifttypeunderstøttelse.