Kileskrifttegnet lam

Det har flere læsninger; „træ“ og „blomstre“ er godt belagt.

I sumeriske leksikalske tekster kan lam betegne et træ — ofte et mandeltræ eller et ungt træ — og også være et verbum med betydningen „blomstre“. Et determinativ er et hjælpetegn ved et ord, som angiver dets kategori, og kan hjælpe med at styre læsningen. Tegnlister nævner også Lama, en beskyttende gudinde, som en anvendelse. Alene fastlægger 𒇴 derfor ikke ét dansk ord.

Læs ordene og markeringerne omkring tegnet, før du vælger en oversættelse; det videnskabelige tegnnavn LAM er ikke i sig selv en oversættelse.

Hvilken plads har LAM i kileskriftens historie?

Kileskrift spredte sig til forskellige sprog og sammenhænge.

Kileskrift består af tegn med kileformede streger. Skriften er først belagt i Uruk IV, en tidlig periode i den mesopotamiske by Uruk, around 3500–3200 BCE. Byer i vækst brugte den tidlige skrift til at registrere mængder og varer.

Senere spredte skriften sig fra Sumer til akkadiske, elamitiske og anatoliske traditioner; nedarvede tegn kunne bruges på forskellige sprog og efter forskellige konventioner. På en kassitisk stele — en opretstående sten med en indskrift — fra Uruk, ca. 1307–1282 BCE, står LAM i navnet Lama, en beskyttende gudinde og mellemled. Den religiøse brug er belagt ved siden af de sumeriske læsninger „træ“ og „blomstre“.

Hvorfor ser LAM forskellig ud i forskellige kileskrifttyper?

Skrifttyper kan vise kilestile fra forskellige historiske perioder.

Unicode 17 anbefaler, at kileskrifttyper målrettes bestemte historiske perioder; formerne i tegnoversigten afspejler hovedsageligt Ur III-stilen. Ældre eller nyere stilarter kan vise andre kiler for det samme tegn. En synlig forskel mellem skrifttyper betyder derfor ikke nødvendigvis, at tegnet er et andet.