Hangul-stavelsen oej

Alene er 욎 en koreansk stavelse uden fast ord­betydning.

욎 er en stavelsesblok i Hangul, Koreas skriftsystem. Den kombinerer tre bogstaver, der kaldes jamo: ㅇ (en stum begyndelseskonsonant), ㅚ (vokalen) og ㅈ (slutkonsonanten). De omgivende stavelser i det koreanske ord giver den leksikale betydning.

Romaniseringen „oej“ angiver disse Hangul-jamo i rækkefølge, men forklarer ikke præcist en dansktalende læser, hvordan ㅚ lyder.

Hvorfor kan 욎 lyde som „u-e“?

Lyden i vokalen ㅚ har ændret sig gennem koreansk sproghistorie.

I det 15. århundrede var ㅚ en todelt vokal, der gled omtrent fra „o“ mod „i“. Fra slutningen af det 19. århundrede udviklede den sig via en enkelt vokal udtalt med afrundede læber og videre mod en lyd som et hurtigt „u-e“. En udtale i den retning bruges i moderne koreansk, så romaniseringen „oe“ afslører ikke lyden.

Et studie fra 2014 beskriver talere i Seoul i slutningen af det 19. århundrede, som brugte både den afrundede vokal og den „u-e“-lignende udtale. Studiet forbinder udbredelsen af den sidste med migration fra Gyeongsang, en region i det sydøstlige Korea.

Hvordan blev 욎 en Hangul-blok?

Hangul blev skabt for at skrive koreansk med bogstaver, der er lette at lære.

Hangul blev skabt i 1443, og den forklarende tekst Hunminjeongeum Haerye blev udgivet i 1446. Teksten siger, at de nye bogstaver skulle afhjælpe, at kinesiske tegn passede dårligt til koreansk, og være nemme at lære og bruge i hverdagen. Tidligere systemer som Idu tilpassede kinesiske tegn til at skrive koreansk, men kunne ikke gengive sproget fuldt ud.

Hangul samler bogstaver i stavelsesblokke: en begyndelseskonsonant, en vokal og eventuelt en slutkonsonant. 욎 har alle tre.