Lydisk bogstav O

Det er det lydiske bogstav for vokalen ”o”. Sprogforskere behandler det som en rundet vokal—græske stavemåder af lydiske navne støtter den læsning; den præcise fonetik er stadig omdiskuteret.

Lydisk skrift rækker ifølge en korpusbeskrivelse tilbage til det ottende århundrede f.Kr.; andre beskrivelser daterer møntlegender, graffiti og inskriptioner på genstande til slutningen af det syvende eller starten af det sjette århundrede f.Kr. Længere bevarede tekster stammer hovedsageligt fra det femte og fjerde århundrede f.Kr.

Alfabetet fandtes for at skrive lydisk—mest gravsten, plus dekreter, ejerskabsmærker på segl, dedikationer og religiøse tekster. Overalt er det et arbejdsbogstav inde i ord, aldrig et selvstændigt emblem.

Ændrede dets betydning sig nogensinde?

Lyden holdt sig mere stabil end omgivelserne. Navne og formelagtige forbandelser dominerer gravkorpuset, men bogstavet bevarede den samme vokalrolle i hver genre, skriften dækkede.

Alfabetet stammer fra en arkaisk græsk variant; det lydiske sprog, det skrev, hører til den anatolske gren af indoeuropæisk, med lykisk og karisk som søsterskrifter. Omkring det første århundrede f.Kr. havde lydisk vippet pladsen til græsk, og 𐤬 blev et historisk skrifttegn.

Hvorfor ser 𐤬 forskellig ud?

Din skrifttype vælger formen; tegnet forbliver det samme. Inskriptioner løber fra højre mod venstre, undertiden venstre mod højre, én gang bustrofedon—retningen skifter pr. linje. Ord skilles af mellemrum, sammenhængende skrift eller prikker.

Gengiver du en inskription? Bevar dens retning og brug en skrifttype med lydisk dækning. Det hverdags-o, du skriver, er et andet tegn, ikke en erstatning.