Kryds (noder)

Det hæver tonen en halv tone, én klavertangent op. I noder står tegnet lige før nodehovedet; i tekst følger det efter bogstavet, og F♯ læses "fis". Foran en enkelt node er det et løst fortegn: det ændrer den node, i samme leje, til taktens slutning. Samlet i begyndelsen af hver linje, lige efter nøglen, danner krydsene de faste fortegn og hæver de toner gennem hele stykket; et opløsningstegn ♮ ophæver et af dem for en takt.

På klaveret er fis og ges samme sorte tangent; hvilket navn komponisten skriver, afhænger af tonearten. To kryds bliver til dobbeltkrydset 𝄪, som hæver en hel tone. Dansk hænger ligesom tysk -is på bogstavet (fis, cis, gis), svensk og norsk -iss; fransk dièse og italiensk diesis kommer fra latinsk diesis, mens spansk siger sostenido (af sostener, "holde oppe"). Engelsk siger sharp.

Uden for noderne lever ♯ i engelske toneartsnavne (C♯ minor), i akkordsymboler (G♯7, A♯m) og i titler på sange, album og bands, der gerne vil se musikalske ud.

Er ♯ det samme som havelågen #?

Nej. Det er to tegn, og hældningen afslører dem. På krydset står de to lodrette streger ret op, mens de to tværstreger stiger mod højre, så de kan ses mod nodesystemets vandrette linjer. På havelågen (også kaldet nummertegn eller hashtag) er tværstregerne vandrette, og de lodrette streger hælder som regel.

Da intet almindeligt tastatur har ♯, er havelågen hverdagens erstatning: tabulaturer, akkordark, sangtekstsider og beskeder skriver C# og F#, og musikere læser det uden at tøve. Programmeringssproget C# udtales "C sharp" og staves med almindelig havelåge. Erstatningen virker kun den ene vej: på de fleste platforme er et hashtag skrevet med ♯ ikke et hashtag, og mange søgninger behandler C# og C♯ som forskellig tekst. Hold dig til én stavemåde i alt, der skal kunne søges.

Hvor kommer krydset fra?

Fra et firkantet b i middelalderens nodeskrift. Middelalderens sangere lærte melodier i sekstonemønstre, hexakorder, og tonen b kunne synges i to højder. Den lavere blev skrevet med et rundt b (b molle, "blødt b"), den højere med et firkantet b (b quadratum, "hårdt b"). Det runde b blev til b-fortegnet ♭; det firkantede udviklede sig til opløsningstegnet ♮ og, omkring 1200-tallet, krydset ♯. At tonen hedder "h" på dansk og tysk skyldes, at det firkantede b lignede et h. I engelske noder hedder samme tone B, og det danske b hedder der B♭.

Ordet er ældre end tegnet. Diesis var i antikkens Grækenland navnet på et lille interval; via latin blev det navnet på den hævede tone, deraf dièse og diesis. Engelsk valgte "sharp", det samme ord musikere bruger om at spille en anelse for højt, mens "flat" betyder for lavt.