Kileskrifttegnet Gur

Læsningen afhænger af ordene og optegnelsen omkring tegnet. I sumeriske tegnlister kan 𒄥 stå for gur, et stort rummål, eller ord forbundet med at dreje, bøje, vikle, løfte, gøre tykkere, en beholder og en cirkel. Tegnet har ikke en sikker oversættelse på ét ord, når det står alene.

Nogle kileskrifttegn står for hele ord, andre for stavelser. Skriften spredte sig fra sumerisk til akkadisk og andre sprog, som kunne bevare et tegn, men give det deres egen læsning. For at fortolke 𒄥 ser man på sprog, periode og nabotegn.

Hvad brugte skriverne 𒄥 til?

Det hjalp skriverne med at registrere varer og målte mængder. Kileskrift er belagt fra Uruk IV (ca. 3500–3200 f.Kr.), hvor byernes administrationer førte optegnelser. Tegnene udviklede sig over tid fra billedlige og abstrakte former og blev tilpasset lertavler og en skriveredskab af skåret rør.

I den tidligdynastiske periode IIIb bruger optegnelser gur i kornregnskaber for blandt andet byg og emmer. Tal og afgrødenavne hjælper med at fastslå mållæsningen; bariga og sila er beslægtede rummål, ikke alternative stavemåder for 𒄥. Skrifttraditionen spredte sig senere også til akkadiske, eblaïtiske, elamitiske, assyriske, babyloniske, hittitiske og hurritiske sammenhænge.

Hvorfor ser 𒄥 forskelligt ud i forskellige skrifttyper?

Kileskriftskrifttyper viser forskellige historiske stilarter. Tegnet har én Unicode-identitet, men en skrifttype kan tegne det i en stil fra en bestemt periode; formerne i Unicode-tabellen afspejler især Ur III. En anden kontur betyder ikke i sig selv, at det er et andet tegn.

Hvis det vises som en tom firkant eller en generisk erstatning, understøtter skrifttypen muligvis ikke kileskrift. Visningsproblemet afgør ikke tegnets læsning.