Kileskriftstegnet HA

Det kan skrive en stavelse eller et helt ord; sammenhængen afgør det.

𒄩 kan skrive den sumeriske stavelse ḫa, med en ru lyd bagerst i halsen efterfulgt af a, eller det sumeriske ord KU₆, “fisk”. Tegnet har også andre registrerede værdier, så formen alene giver ikke én entydig dansk oversættelse.

Kileskriften tog form i det sydlige Mesopotamien omkring 3000 f.Kr. som en måde at føre optegnelser på. Tidlige tegn stod især for ord; senere udviklede skriverne også stavelsesbrug baseret på lyde. HA hører til dette skriftsystem i udvikling, ikke til et alfabet med ét bogstav for hver lyd.

Hvorfor kan ét kileskrifttegn have flere læsninger?

Tegnets rolle i stavningen afgør, om det står for en lyd eller et ord.

Kileskrift bruger logogrammer (tegn for hele ord) og fonogrammer (tegn for lyde). HA har værdier i begge systemer. I akkadiske tekster kan sprog og stavning vise, om en værdi, der er overtaget fra sumerisk, er i brug. Store bogstaver og tal i sænket skrift i videnskabelig translitteration skelner mellem læsninger; de er redaktionelle markeringer, ikke kiler på en lertavle.

Når du læser en tekst, skal du se på translitteration, sprog og periode samlet. Mangler de oplysninger, så identificér HA-tegnet uden at gætte det danske ord.

Hvorfor ser 𒄩 forskellig ud i skrifttyper og på tavler?

Historiske skrivestile giver det samme tegn forskellige kilemønstre.

Kileskriftskrivere brugte forskellige kilemønstre alt efter periode og region. En skrifttype viser en referenceform af tegnet, mens en bestemt lertavle kan følge en anden periodes stil.

Unicode adskiller tegnets identitet fra en bestemt kontur. Hvis formen på skærmen ser fremmed ud, så sammenlign translitterationen og lertavlens periode eller region, før du afgør, at det er et andet tegn.