Koreansk stavelse 삚

Det gengiver en stavelseslyd; ordet fremgår af stavningen omkring. Hangul-bogstaver kaldes jamo og samles i én blok for hver skrevet stavelse. Her begynder ㅃ blokken, ㅣ giver vokalen, og ㄻ afslutter den. Til sidst i et ord udtales ㄻ normalt som m; den samlede lyd minder om et spændt p, i som i «is» og et m til sidst.

Hanguls tilblivelse blev først registreret i 1443 i Sejong Sillok (세종실록), en kongelig krønike; forklaringsbogen Hunminjeongeum, som beskriver bogstaverne og deres udformning, udkom i 1446. Før hangul byggede koreansk skrift på klassisk kinesisk og hanja, kinesiske tegn, der også blev brugt i koreanske tekster. Kong Sejongs nye system skulle gøre det lettere at lære at skrive koreansk. Årstallene handler om skriftsystemets historie, ikke om denne stavelses første brug.

Hangul hed først Hunminjeongeum (훈민정음, omtrent «rette lyde til at undervise folket»); senere navne omfattede jeongeum (정음, «rette lyde»), eonmun (언문, «folkeskrift») og gukmun (국문, «national skrift»). Navnet «Hangeul» optræder i optegnelser fra begyndelsen af 1910’erne, selv om det præcise starttidspunkt er omdiskuteret. Navnet blev udbredt, efter at helligdagen til fejring af hangul fik navnet Hangeulnal (한글날) i 1928. Nogle forskere mener, at det mongolske Phags-pa-skriftsystem påvirkede hanguls vokaler; forbindelsen er omdiskuteret og handler om skriftsystemet, ikke betydningen af 삚.

Hvorfor kan delene stå hver for sig?

Indtastningsmetoden kan have indsat enkelte jamo. Unicode kan også gemme hangul som særlige jamo, der forbindes, og som en hangul-kompatibel visning kan forme til én blok. Sekvensen ㅃㅣㄻ bruger selvstændige jamo, så bogstaverne forbliver adskilte. På det almindelige koreanske tastatur med to sæt indtaster Shift+Q, L, F, A ㅃ, ㅣ, ㄹ, ㅁ; indtastningsmetoden samler de sidste to og danner 삚.