Lisu-bogstavet Ae

ꓯ skriver den åbne e-vokal på lisu. Lyden i ꓯ er /ɛ/, som e i ”let”.

I Fraser-stavning er ꓯ et selvstændigt bogstav efter en konsonant, ikke et tegn, der sættes på konsonanten. En konsonant alene har en standardvokal, omtrent en åben ”ah”-lyd (/ɑ/). ꓯ kan også indlede en stavelse, der begynder med en vokal, som regel efter en kort afbrydelse i stemmen, der ikke skrives. Tonetegn, som viser stavelsens tonehøjde, står efter stavelsen.

Hvordan blev Fraser-skriften til?

Skriftens former udviklede sig gennem samarbejde mellem lisu-folk og missionærer. Den tog form et sted mellem 1908 og 1914, da Sara Ba Thaw tilpassede latinske former til lisu. En håndskreven lisu-form er dokumenteret fra 1917; J. O. Fraser ændrede senere skriften i 1930’erne. Først blev den brugt til kristent læsemateriale som katekismer (bøger om kristen tro), salmebøger, evangelieuddrag og bibeludgivelser.

Fraser-alfabetet bruger former, der minder om store bogstaver, enten oprette eller roterede, og dets tonekonventioner er påvirket af burmesisk skriftpraksis. Fraser-skriften støttede kristen læse- og skrivefærdighed blandt lisu i Kina, Myanmar, Thailand og Indien. I Kina bruges også en pinyinbaseret lisu-ortografi, især blandt ikke-kristne lisu. I Thailand var læse- og skrivefærdigheder på lisu blandt de sydlige lisu stort set fraværende indtil begyndelsen af 1970’erne, hvor kristne konvertitter lærte Fraser. I 1983 blev skriften en regeringsstandard i to kinesiske autonome lisu-områder.