Kileskrifttegn il2

Læsningen afhænger af sproget og de omgivende ord. På sumerisk kan il₂ betyde ”bære”, ”løfte” eller ”transportere”; det betegner også en bærer og dupsik, en kurv til at transportere mursten og jord. På akkadisk, et andet mesopotamisk sprog, kan tegnet stå for et udsagnsord, der betyder ”løfte eller bære”. Tegnlister anfører også værdier som gur₃ og gil₃.

Tidlige kilder forbinder tegnet med at bære og løfte: med handlingen, arbejderen og beholderen. Udsagnsordets stavemåde er belagt fra den tidligdynastiske periode I–II til den hellenistiske periode; en tidligdynastisk administrativ tavle indeholder en IL₂-sekvens. Senere stavemåder omfatter IL₂.DUB₂ og gentagelsen IL₂.IL₂; punktummer adskiller tegnværdier i videnskabelig translitteration. Det nærliggende 𒅋 er et andet tegn, der kaldes il; det sænkede ₂ i il₂ skelner den videnskabelige betegnelse.

Hvorfor ser det samme tegn forskelligt ud?

Tegnets omrids varierer efter tid, region og skrivestil. Unicode, standarden der tildeler teksttegn koder, identificerer tegnet; hver skrifttype tegner et repræsentativt omrids. Kileskrift har periodetypiske stilarter, blandt andet gammelbabylonisk kursiv og nyassyrisk skrift. Et foto af en lertavle kan derfor se anderledes ud end 𒅍 uden at vise et andet kodet tegn.

Brug en Unicode-tegnvælger eller indtastningsmetode med kileskriftunderstøttelse for at indtaste tegnet. Hvis du skriver il2 eller il₂, får du den videnskabelige translitteration som almindelig tekst, ikke 𒅍. I en digital udgave bevarer tegnsekvensen de skrevne tegn; translitterationen registrerer forskerens læsning. De supplerer hinanden, men kan ikke erstatte hinanden.