Variationsvælger 219

Det vælger en registreret glyfvariant for det foregående tegn. En glyf er den form, en skrifttype tegner. VS219 har ingen læsbar udtale eller et selvstændigt billede. Det fungerer kun som det andet tegn i en fastlagt variationssekvens: Grundtegnet viser, hvilket tegn det drejer sig om, og vælgeren anmoder om en bestemt glyfform.

Udviklingen går mindst tilbage til 1997, hvor Unicode registrerede et forslag om variantmærker til plan 14. Den større samling variationsvælgere blev derefter godkendt i 2001. Formålet var praktisk: ren tekst kunne bevare et valg af glyf, når skrifttype eller avanceret tekstformatering ikke kunne følge med teksten. Den historie handler om computerkodning, ikke om et ældre kulturelt tegn.

Senere anvendelser dækker forskellige behov. Supplement-området understøtter CJK-ideografiske variationssekvenser, der bevarer et registreret udvalg af glyffer; Unicode beskriver også standardiserede varianter og vælgere, der er specifikke for mongolsk skrift. Nummer 219 er ikke en stilbetegnelse: Den fastlagte virkning afhænger af parret af grundtegn og vælger, ikke af VS219 alene.

Hvorfor er VS219 usynligt?

VS219 viser ikke et synligt mærke alene. Hvis nogen sender det for sig selv, behandler Unicode det som et tegn, der som standard ignoreres. Ved et par, der ikke er understøttet eller registreret, forbliver grundtegnet uændret, og vælgeren er usynlig. Det er derfor normalt, at intet vises; der gemmer sig ikke et hemmeligt ikon.

Brug det kun, når en kilde angiver hele sekvensen af grundtegn og vælger. Hvis du vil bevare en glyfforskel, for eksempel i et CJK-navn, skal de to tegn blive sammen. Til at skifte et tegn mellem tekst- og emoji-visning bruges den visningsvælger, der er fastlagt for netop det tegn. VS219 er ikke en universel emoji-knap.