Kileskrifttegn LU3

Det har ikke én fast oversættelse; tegnene omkring det afgør læsningen.

Et sumerisk tegnkatalog — en liste over tegn og deres læsninger — tildeler det værdierne lu₃, gug₂ og kuk₂, som forbindes med ord for “person”, “kage” og “blande”. LU3 er en indeksbetegnelse, ikke en oversættelse.

I kileskrift kan ét tegn stå for et helt ord eller en stavelse. Tegnene ved siden af hjælper med at afgøre, hvilken læsning der passer. Alene kan 𒈖 identificeres som “LU3-tegnet”, men en dansk oversættelse kræver mere kontekst eller en translitteration.

Hvorfor ser LU3 anderledes ud på gamle tavler?

Formen varierer efter periode, region og skrivestil.

Skrift er først belagt i Uruk i det sydlige Irak, c. 3350–3000 BCE, i optegnelser over varer, arbejde, mængder og transaktioner. Dateringen gælder skriftsystemet, ikke 𒈖 i sig selv: mange tegn i de tidligste tekster fra Uruk er svære at identificere, og LU3 er en konventionel betegnelse baseret på senere sumerisk.

Kileskriften spredte sig senere uden for Sumer og blev tilpasset til akkadisk og andre sprog. Tegnenes former ændrede sig også med periode og region. Derfor kan 𒈖 i en moderne skrifttype afspejle en redaktionel stil, ikke det præcise udseende på en bestemt lertavle.

Er LU3 det samme som LU2?

Nej. 𒇽 er et selvstændigt tegn, ikke en variant af LU3.

Tegnkataloget har en separat post for 𒇽 (LU2) med ordværdier, der er knyttet til “person”. De videnskabelige betegnelser ligner hinanden, men tegnene kan ikke bruges i stedet for hinanden.