Kileskrifttegn Lu₂

Det betegner en person, især en voksen mand.

LU₂ er et persontegn på sumerisk, et gammelt sprog. Det kan betyde “menneske” og mere specifikt “voksen mand”. I optegnelser kan det også være en tavs etiket foran et ord for en person, et erhverv eller et folk. Derfor peger 𒇽 på noget menneskeligt, men er ikke i sig selv en fuldstændig oversættelse.

Kileskrift er først belagt som et komplet skriftsystem i byen Uruk i en fase kaldet Uruk IV, omkring 3500–3200 BCE, hvor byerne havde brug for administrative optegnelser. Den tidlige ordliste Lu₂ A vidner også om denne tegntradition.

Hvorfor kan LU₂ have mere end én betydning?

Læs det sammen med sproget og tegnene omkring det.

Kileskrift er ikke et alfabet: Et tegn kan stå for et helt ord eller en stavelse, og det samme tegn kan have flere læsninger. I senere babyloniske og assyriske tekster, som også blev skrevet med kileskrift, kan LU₂ være et determinativ – en tavs kategorietiket foran ord for personer, erhverv eller folk.

I Uruk III-fasen, omkring 3200–2900 BCE, blev tegn for hele ord mere udbredte og blev kombineret til mere komplekse betydninger. Et historisk analyseret sammensat tegn er lugal, “konge”, opdelt i LU₂ (“person”) og GAL (“stor”). Unicode-formen er en referenceform, ikke stilen på en bestemt lertavle: tegnene varierede efter periode, region og skrivestil.