Khitansk tegn for ón

Det er et fonogram med den rekonstruerede værdi ón. Den kursiverede form er en videnskabelig translitteration: latinske bogstaver, der gengiver en khitansk lyd. Fonogrammer (lydtegn) samles som regel i kompakte grupper, der staver ord. I hver gruppe læses tegnene fra venstre mod højre og derefter oppefra og ned; traditionelle kolonner løber nedad og fra højre mod venstre. Vandret, lineær visning er også mulig, men genskaber ikke en indskrifts layout.

Hvornår opstod khitansk småskrift?

Dateringen af skriftens oprindelse er omstridt. Liaos historie, en dynastisk krønike, daterer dens tilblivelse til 924 eller 925 og tilskriver den Yelü Diela. Den nævner inspiration fra den uiguriske skrift, selv om formerne kun ligner hinanden lidt visuelt. En undersøgelse fra 2026 hævder, at systemet blev ordnet under den senere Liao-kejser Shengzong. Den peger på Wugulin Taishis gravindskrift fra 1051 som den ældste bevarede tekst i småskrift med sikker datering. Khitansk småskrift og storskrift blev begge brugt til at skrive khitansk under Liao, Vestlige Liao og Jin. Tekster med småskrift findes især på kongelige og aristokratiske grave, men også på monumenter, bronzespejle, tællebrikker, mønter, der ikke blev sat i omløb, og en jadekop.