Vedisk tonetegn med tre prikker under

Det markerer lav tone i en bestemt notation til vedisk recitation.

Vedisk recitation markerer stavelsers tone; en pause er et kort ophold i den talte sang. Her markerer ᳟ en lavt klingende stavelse, der hænger sammen med en underliggende udātta (en højtonet stavelse) lige før en pause eller én stavelse tidligere. Det omfatter også et mønster med endnu en udātta efter pausen. Vediske traditioner kan recitere samme underliggende mønster med forskellig hørbar tonehøjde.

I Webers trykte udgave af Śatapatha-brāhmaṇa, en vedisk prosatekst, indgår ᳟ i en redaktionel notation. To tegn stablet oven på hinanden (᳟᳟) angiver en svarita efter pausen: en tone, der falder fra høj til lav.

Hvorfor bruger vediske udgaver forskelligt antal prikker?

Trykte udgaver skriver recitationsmønstre på forskellige måder.

I et mønster med en højtonet stavelse før en pause og endnu en efter bruger Vaidikayantralayas udgave to prikker, Webers udgave tre, mens Acyuta Granthamālās udgave ikke markerer stedet. I et beslægtet pausemønster trykker Weber to stablede grupper med tre prikker, hvor en anden udgave bruger to. Det er udgavespecifik notation, ikke universelle toneværdier.

Hvor skal ᳟ stå i et ord?

Sæt det efter den markerede vokal, før visarga- eller næsetegn.

Det er et kombinerende tegn og danner ikke en stavelse alene.

Placeringen på skærmen afhænger af skrifttypen; dårlig placering af tegn kan få prikkerne til at se adskilte ud.