Arabisk bogstav beh, begyndelsesform

Det er beh i en form, der forbindes med det næste bogstav. Bogstavet er det samme, men formen afhænger af dets plads i ordet. Den arabiske skrift udviklede sig fra den nabatæiske skrift. Indskrifter fra first-century BCE og papyrusdokumenter fra first-century CE viser forskellige trin i denne historie. Senere blev skriften brugt i koranhåndskrifter, officielle dokumenter, på mønter, bygninger og andre genstande. By the 8th century havde koranhåndskrifter en særpræget stil; by the 13th century havde mere flydende skrifter afløst ældre former i koranproduktionen.

Arabisk bruges af arabisktalende og andre fællesskaber; den arabiske skrift bruges også til sprog som persisk og urdu. Prikken under beh adskiller det fra teh og theh, hvis lignende grundformer har prikker ovenover.

Hvordan bruger jeg begyndelsesformen af beh i tekst?

Skriv almindelig beh, og lad tekstsystemet forme bogstavet. I begyndelsen af en sammenhængende række viser systemet begyndelsesformen; nabobogstaverne bestemmer de andre sammenbundne former.

Dette forformede beh kan bruges som tegnprøve eller ved behandling af ældre data. I ny tekst koder det en positionsform separat fra grundbogstavet og kan gøre søgning eller stavekontrol vanskeligere. Et efterfølgende forbundet bogstav giver begyndelsesformen; forbindelser på begge sider giver midterformen; ved en ordgrænse vises slutformen eller den isolerede form.