Hangulstavelsen ddalg

Den fungerer som én stavelse i koreansk skrift.

Hangul samler enkelte koreanske bogstaver, kaldet jamo, i stavelsesblokke. 딹 kombinerer den spændte begyndelseskonsonant ㄸ (jamo ᄄ), vokalen ㅏ (jamo ᅡ) og slutgruppen ㄺ (jamo ᆰ), som består af ㄹ plus ㄱ. Unicode skriver navnet ddalg; den reviderede romanisering skriver ttalg. Slutgruppens udtale følger koreanske lydregler og kan ændres af den følgende lyd.

De tidligste sikre belæg for hangul er fra omkring 1443, og det forklarende manuskript Hunminjeongeum blev færdigt i 1446. Skriften blev udformet til at gengive koreansk mere direkte med bogstaver. Den historie forklarer blokkens opbygning, ikke en særlig betydning af 딹.

Hvad brugte koreansk skrift før hangul?

Man brugte kinesiske tegn og tilpassede systemer som Idu.

Hanja er kinesiske tegn, der bruges i koreansk skrift; Idu tilpassede dem til at gengive koreanske ord og grammatik. Hangul bruger i stedet bogstaver for koreanske lyde, samlet i stavelsesblokke. Idu er en forløber i historien om koreansk skrift, ikke kilden til den særlige form 딹.

Fra 1894–1945 ændrede reformer og japansk kolonistyre hanguls offentlige rolle. Efter 1945 fik skriften igen en offentlig plads. Disse ændringer handler om hangul som skriftsystem, ikke om denne isolerede stavelse.