Hebraisk maqaf

Den forbinder nabord til én læse- eller skriveenhed.

I et vokaliseret bibelvers med tegn for melodi og oplæsning fungerer denne hebraiske bindestreg som et forbindelsestegn. Det første ord mister sin selvstændige accent og følger trykket og sangen i det næste. Tegnene hjælper med at inddele og synge verset højt.

Forbindelseskonventionen ændrede sig mellem skrifttraditioner. I en ældre palæstinensisk notation kunne en prik mellem ord vise, at de hørte sammen; et palæstinensisk manuskript registrerer et særskilt maqqef-tegn. Den tiberianske tradition bruger den velkendte streg til denne funktion.

Hvad gør maqaf i moderne hebraisk?

Den markerer, at dele af et præfiks eller en sammensætning hænger sammen.

I moderne hebraisk markerer maqaf dele, der læses eller fungerer sammen. I אי־הבנה (“misforståelse”) og דו־לשוני (“tosproget”) forbinder den et præfiks med det følgende ord; בית־ספר (“skole”) er en sammensætning.

Stavemåden varierer: sammensætninger skrives med maqaf, som to adskilte ord eller som ét ord. Nogle serier af bundne præfikser beholder tegnet i omhyggelig stavning. I 2022 brugte man ofte en almindelig bindestreg som erstatning ved uformel skrivning på hebraisk.

Hvorfor ser maqaf ud til at flytte sig i blandet hebraisk og engelsk?

Tekstretningen kan ændre tegnsætningens synlige placering.

I tekst med både hebraisk og engelsk kan tegnsætningen se forskudt ud: hebraisk går fra højre mod venstre, engelsk fra venstre mod højre. Visningsregler placerer maqaf ud fra de omgivende tegn og afsnittets retning. Hvis den ser forkert placeret ud, så kontrollér tekstretningen, før du ændrer tegnet.