Hebraisk rafe-tegn

Det markerer som regel en blødere udtale af en hebraisk konsonant.

I den tiberianske læsetradition, hvor jødiske skrivere noterede, hvordan hebraisk blev læst, markerer rafe den lette side af kontrasten til dagesh. Her passerer luften gennem en snæver åbning; ved en lukkelyd blokeres luften kort. Rafe blev også brugt som anden udtalevejledning. Hvis to nabobogstaver har brug for tegnet, kan én streg stå imellem dem, men håndskrifterne varierer. Mappiq er navnet på det samme punkt inde i ה, når det viser, at bogstavet er en konsonant.

De tiberianske læsetegn tog form i det første årtusindes sidste tredjedel. De ældste bevarede hebraiske bibelhåndskrifter med daterede slutnoter er fra det tiende århundrede; Aleppo-kodeksen blev skrevet omkring 930. Rafe noterer en læsetradition ved siden af konsonanterne og tilføjer ikke et nyt alfabetbogstav. Da den mundtlige tradition svandt, fortolkede senere samfund tegnene ud fra deres egne udtaler.

Hvordan bruges rafe på jiddisch?

I standardiseret jiddisch stavning skelner det mellem konsonantlyde.

Her står פֿ for f-lyden og פּ for p-lyden. I nogle ord med hebraisk oprindelse kan בֿ stå for v-lyden, mens ב uden tegn står for b. Den samme streg, som vejledte en hebraisk læsetradition, markerer altså staveforskelle på jiddisch.

I tekstens rækkefølge skal rafe stå direkte efter sit hebraiske grundbogstav. Skrifttyper placerer hebraiske tegn forskelligt, og tekstnormalisering — hvor tegn ordnes i en standardrækkefølge — kan også ændre visningen af fuldt vokaliserede bibelord.