Avestisk tegnsætning med én stor prik over to prikker

Det markerer en sætnings afslutning i avestiske tekster. I avestisk tegnsætning kan en lille prik adskille ord, mens større prikgrupper markerer stærkere grænser. Placeringen med én prik over to er et belagt alternativ til sætningsafslutning sammenlignet med 𐬼, formen med to prikker over én i Geldners udgave af avestiske tekster fra 1880. Den udgave udelod den omvendte form.

Hvorfor vender placeringen den anden vej?

De to placeringer hører til forskellige redaktionelle traditioner. Beskrivelser af avestiske håndskrifter viser større tegn ved inddelinger som kapitler eller vers; videnskabelige udgaver bruger tegn til forskellige niveauer af afslutning.

Den avestiske skrift udviklede sig i sassanidisk tid fra pahlavi, en ældre iransk skrift med sammenbundne, flydende streger. Den blev skabt til at skrive avestisk, et religiøst sprog, hvis tekster længe blev overleveret mundtligt. Det ældste bevarede avestiske håndskrift er dateret til 1288; det er håndskriftets datering, ikke nødvendigvis den første brug af 𐬽.

Er 𐬽 et almindeligt punktum?

Kun i tekster med forbindelse til avestisk. Brug 𐬽 i en avestisk transskription eller i en forklaring af tegnsætningen. I en almindelig besked ligner det en prøve på en specialiseret skrift, ikke et moderne punktum, og det peger på den historiske sammenhæng.

Skrifttyper og udgaver kan flytte prikkerne eller ændre deres størrelse. Sammenlign placeringen med én prik over to, ikke den præcise kontur.