Kombinerende dobbelt gravistegn

I kroatisk og serbisk accentnotation markerer det en kort faldende accent. Stavelsen har tryk, varer kort og falder i tonehøjde. Tegnet indgår i et system med fire mærker sammen med gravis, akut og omvendt breve; ordbøger og lingvistiske tekster bruger dem til at vise udtale, ikke i almindelig stavning.

Det middelalderlige manuskript Kievbladene brugte tegn af græsk oprindelse til at vise tonehøjde og tryk i det 10.–12. århundrede. Accentmarkering vendte tilbage i det 14. århundrede og blev systematisk i begyndelsen af det 17. århundrede. Vuk Karadžić brugte dette særlige dobbelt-gravistegn selektivt i 1818; Đuro Daničić og kroatiske vukovci — tilhængere af Karadžićs sprogreformer — standardiserede systemet med fire tegn frem mod midten af det 19. århundrede.

Læsningen afhænger af notationssystemet. IPA (Det Internationale Fonetiske Alfabet, et system til at skrive talelyde) bruger det til ekstra lav jævn tone: tonehøjden holdes meget lav gennem stavelsen. Slovensk tonal notation kan bruge det til en kort, høj tone, der falder; slovensk notation, som kun markerer tryk, bruger i stedet en enkelt gravis til kort tryk. Se transskriptionsnøglen, før du fortolker tegnet.

Hvordan skriver jeg dobbelt gravis?

Skriv først grundbogstavet og derefter tegnet. Rækkefølgen er a + ̏, vist som ȁ. Tegnet har ingen egen bredde, så det hæfter sig til det foregående tegn og optager ikke en separat tekstkolonne.

Hvis du vil have en bogstavform med ét tegn, kan du bruge en prækomponeret vokal, når den findes, for eksempel ȁ. Den koder samme tekst som a efterfulgt af dette tegn; kun kodningen er forskellig.

På Linux har det serbiske XKB-tastaturlayout en variant kaldet combiningkeys; dens tast 8 på tredje niveau skriver tegnet alene. I 2026 kan LaTeX-dokumenter med TIPA-pakken til fonetisk notation bruge \H*v til at placere det over et grundbogstav; erstat v med bogstavet.