Banjo

Oftest banjomusik eller landlig countrystemning, ikke selve instrumentet.

De fleste, der sender 🪕, spiller ikke banjo. Emojien står for en stil: bluegrass, en amerikansk folkemusik spillet på akustiske strengeinstrumenter, samt country, Americana, folk eller irsk folkemusik. Den ses i playlistenavne, festivalopslag, billeder fra en aften ved lejrbålet og jokes om den indre cowboy. En musiker mener det bogstaveligt: en lektion, et nyt instrument, en koncert.

Tonen er glad og lidt landlig. Men ved siden af en spydighed om nogens hjemegn eller baggrund bliver den klichéen om den tilbagestående bondeknold, så kig på ordene omkring den.

Hvad er en banjo egentlig?

Et strengeinstrument, hvis krop er en tromme, ikke en trækasse.

Guitarstrenge klinger over en hul trækrop; banjostrenge løber hen over et stramt skind på en rund ramme, som på en tromme. Skindet svinger med og giver en kraftig, lys tone, der hurtigt dør ud. Den klassiske amerikanske banjo har fem strenge, den femte kort og høj, spillet med fingerplektre i den hurtige stil, Earl Scruggs gjorde berømt i bluegrass. Firestrengede banjoer slås med plektrum i irsk musik og tidlig jazz.

Rødderne er afrikanske. Slavegjorte afrikanere i Caribien og det sydlige USA byggede lutter med græskar som krop efter vestafrikanske instrumenter som akonting; rejsende beskrev dem allerede i 1700-tallet. I 1800-tallet tog hvide kunstnere banjoen med i minstrelshows, hvor de optrådte med sortsminkede ansigter, og derfra gik den videre til country og i 1940'erne til bluegrass. Længe blev den set som de hvide landboers instrument, og dens sorte historie blev glemt.

Den historie bliver nu taget tilbage: musikere som Rhiannon Giddens bringer den sorte strygebandstradition tilbage på scenen, og hun spiller banjo på Beyoncés countryalbum Cowboy Carter (2024).