Lille modifieringsbogstav esh

Den markerer en sekundær eller frikativ, hvislende lyd. En frikativ lyd opstår, når luften skaber en hvislen på vej gennem en smal åbning. Efter en konsonant kan ᶴ markere en sådan hvislende afslutning, en hvislende farvning af konsonanten eller en svag, indskudt lyd. Transskriptionssystemer varierer; nøglen viser, hvilken læsning der gælder.

Et Unicode-forslag offentliggjort i 2004 henviser til et eksempel på hævet esh i Lavers fonetiske arbejde fra 1994. Almindelig esh ʃ findes i Pitman–Ellis' fonetiske alfabet fra 1847, et system til at skrive talelyde, som påvirkede symboler, der senere blev brugt af IPA.

Hvorfor står ᶴ efter en konsonant?

Den kan markere en mindre lyd efter hovedkonsonanten. I tᶴ kan det hævede tegn vise en hvislende afslutning efter t. Nogle, der laver transskriptioner, læser parret som en affrikat: en lukkelyd, der slippes fri med friktion. En anden transskriptionsnøgle kan bruge ᶴ om en svagere overgang, så nøglen bestemmer den præcise læsning.

Er ᶴ bare en mindre ʃ?

Nej; det er et selvstændigt fonetisk tegn. Det optager sin egen plads i teksten, og den hævede form har en fonetisk funktion. Det er ikke bare ʃ skrevet mindre. Skrifttyper tegner det forskelligt; uden den rette glyf kan det blive vist som en firkant eller stå i en mærkelig højde.