Modifikationsbogstav lille eth

ᶞ føjer en eth-lignende detalje til en lyd ved siden af. Eth er den stemte ”th”-lyd i det engelske ord ”this”, som udtales med tungen mellem tænderne. I fonetisk transskription læses ᶞ sammen med den nærliggende konsonant og danner ikke en stavelse for sig. Efter en lukkelyd (hvor luftstrømmen kort blokeres, som ved d) kan den markere friktion, når lyden slippes, en klang i retning af den stemte ”th”-lyd eller en svag, kort indsat lyd.

I oldengelske håndskrifter lignede ð i normal størrelse et d med en streg igennem og stod for en ”th”-lyd. Thorn, þ, var et andet bogstav for lyden og blev ofte brugt i begyndelsen af ord. Senere genbrugte fonetisk transskription eth som modifikator. John Lavers bog Principles of Phonetics fra 1994 beskriver denne konsonantmodifikator; et Unicode-forslag fra 2003 henviser til forklaringen. Denne faglige notation findes i sprogbeskrivelser, lærebøger og ordbøger.

Hvordan skriver jeg ᶞ?

Brug en Unicode-kompatibel indtastningsmetode eller en tegnreference. I HTML giver ᶞ eller ᶞ tegnet ᶞ; kildekode i C, C++, Java og Python kan bruge \u1D9E. Windows’ Unicode-hexindtastning accepterer 1D9E, hvis programmet understøtter det.

ᶞ har sin egen plads i teksten, selvom den fonetiske transskription læser tegnet sammen med en lyd ved siden af. Skrifttypen bestemmer størrelse og højde, så placeringen kan variere. Kompatibilitetsnormalisering, en form for tekststandardisering som NFKC, kan ændre det til ð og fjerne forskellen i hævet skrift.