Tuk-tuk

En motoriseret trehjuler, der fungerer som billig taxa, man praj­er på gaden. Den har styr i stedet for rat, ét forhjul, åbne sider, tag af lærred eller plade og et bagsæde til to eller tre (som ofte tager flere). Priserne er lave, turene korte, og i mange byer aftaler man stadig prisen, før man stiger ind, eller skændes om taxameteret, når man stiger ud.

Det samme køretøj hedder noget forskelligt næsten alle steder, det kører. Indien og Pakistan siger auto eller auto-rickshaw; Thailand, Sri Lanka og turistverdenen siger tuk-tuk; Bangladesh siger CNG efter naturgassen, motoren kører på; Jakarta siger bajaj efter den indiske fabrikant; Nigeria siger keke; Egypten siger toktok; Peru siger mototaxi. Italien har Piaggio Ape, efterkrigstidens trehjuler, som de indiske nedstammer fra via licensbyggede modeller.

Ordet rickshaw kommer fra japansk jinrikisha, "køretøj drevet af menneskekraft", den tohjulede vogn trukket af en løbende mand. Så kom cykelrickshawen med pedaler, og i anden halvdel af 1900-tallet overtog motorudgaven Asiens gader. 🛺 er den eneste rickshaw-emoji, der findes, og derfor står den også for dem med pedaler og dem, der trækkes.

Hvad betyder det, når nogen sender 🛺?

Næsten altid en rigtig tur: på vej, lige bestilt eller husket. Fra en ven i Delhi, Mumbai, Dhaka eller Colombo betyder "🛺 10 min", at vedkommende sidder i en auto og snart er fremme; en pris med 😤 ved siden af, at chaufføren tog for meget; en regnsky, at ingen vil køre. Taxa-apps i de lande lader én bestille en auto som en taxa, så emojien dukker op i helt almindelig pendlersnak.

Fra en rejsende er det feriekøretøjet: bumpende gennem Bangkok, Jaipur eller Siem Reap med vinden ind gennem de åbne sider, som regel ved siden af et foto. Emojien bærer den stemning af billig, larmende og lidt kaotisk sjov, og intet skjult nedenunder. Der er ingen slangbetydning, ingen hemmelig kode: den, der sender 🛺, mener trehjuleren.