Kombinerende overlejret tilde

Den markerer en ekstra indsnævring mod den bløde gane eller svælget. I det internationale fonetiske alfabet (IPA), et system til at skrive talelyde, kaldes indsnævringen ved den bløde gane velarisering; længere tilbage i svælget kaldes den faryngalisering. l̴ viser en L-lyd med denne ekstra indsnævring.

IPA-arkivet daterer sit første udgivne alfabet til 1888. Tabellen fra 1926 indeholder ᵭ og ᵶ for velariserede eller faryngaliserede lyde; tabellen fra 1949 viser ɫ, et IPA-bogstav for et velariseret L, samt andre velariserede konsonanter.

Transskriptionstraditioner er forskellige. Et Unicode-forslag fra 2003 beskriver, at amerikansk fonetisk notation bruger tegnet til samtidig velar artikulation, mens IPA bruger det til velarisering eller faryngalisering. Eksemplerne omfatter arabisk, andre semitiske sprog og transskription af russisk.

Hvorfor flytter ̴ sig eller ser ud til at svæve?

Grundbogstavet bestemmer, hvor tegnet hæfter. Et kombinerende tegn følger efter sin base, men skrifttypen og tekstens gengivelsessystem bestemmer den præcise placering. Uden et grundbogstav kan ̴ stå alene; den prikkede cirkel i referencemateriale viser den manglende bases placering.

Størrelse, form og placering kan variere efter grundbogstavet. Hvis tegnet sidder skævt i fonetisk tekst, kan du prøve en skrifttype, der er lavet til fonetisk notation.

Brug ˠ eller ˤ, når forskellen er vigtig

ˠ markerer velarisering, og ˤ markerer faryngalisering. Et Unicode-forslag fra 2003 siger, at separate modifikatorer gør forskellen tydeligere og lettere at sætte; overlejringen passer, når kilden bruger den bredere læsning.