Kileskrifttegnet lul

Det har flere læsninger; ordene omkring det afgør betydningen.

På sumerisk kan 𒈜 skrive lul, der betyder ”falsk”, ”løgnagtig” eller ”forræderisk”; det kan også stå for ka₅ (”ræv”) eller nar (”sanger”). Et enkeltstående tegn fortæller ikke, hvilket ord der var ment.

De ældste bevarede tekster, der bruger tegnet, stammer fra den tidigdynastiske periode IIIa/IIIb. Senere findes det blandt andet i den gammelakkadiske periode, Ur III og den gammelbabyloniske periode. Kileskrift blev brugt i århundreder: tegn skrev ord eller stavelser, og senere blev skriften tilpasset sprog som akkadisk.

Hvorfor kan ét tegn betyde ”løgn” og ”ræv”?

De to læsninger skaber ordspil i nogle ordsprog.

I gammelbabyloniske ordsprogssamlinger kan stavemåden LUL forbinde ”ræv” og ”løgn”. Forskere knytter forbindelsen til tegnets form, der minder om et rævehoved; det kan være et visuelt ordspil. I en kort eller beskadiget linje kan det være umuligt at afgøre, hvilket ord der var ment.

Senere skrivere fortsatte med at bruge tegnet og tilpassede kileskriften til andre sprog, blandt andet akkadisk. Se på hele stavemåden og teksttypen, før du vælger en læsning.

Hvorfor ser 𒈜 forskelligt ud i forskellige skrifttyper?

Forskellige skrifttyper kan tegne det samme kodede tegn forskelligt.

Afhængigt af periode, region eller skrivemateriale kan skrifttyper vise det samme kodede tegn i tydeligt forskellige stilarter. Det er en forskel i visning, ikke et andet tegn.

Vælg en skrifttype, der passer til teksten, hvis du vil genskabe en historisk troværdig indskrift.