Kileskrifttegnet SUM

Konteksten afgør, hvilken af flere læsninger der gælder. På sumerisk, et oldtidssprog, kan 𒋧 skrive šum₂, et ord for hvidløg eller løg, eller verbet šum₂, “give”. Nogle tegnlister forbinder også SUM med læsninger knyttet til at smøre noget på, lægge det ned og en kornneg.

SUM er tegnets videnskabelige navn, ikke det engelske ord “sum”. En form som šum₂ er en translitteration: den måde, en udgiver skriver et tegns læsning i en tekst. Det isolerede tegn afslører ikke, hvilken læsning der gælder.

Hvordan hænger 𒋧 sammen med den tidlige skrift?

Dets historie hører til de tidlige optegnelser i kileskrift. Kileskrift er belagt i Uruk IV (omkring 3500–3200 f.Kr.), hvor voksende byer brugte mærker til at registrere varer og tjenester. En tidlig proto-kileskriftfortegnelse — en liste fra et tidligt stadium af skriften — opfører SUM-A separat; senere tegnlister nævner SUM. Det peger på en tegntradition, der ændrede sig over tid.

Dyrkning af hvidløg i Sumer er belagt mindst fra Uruk III-perioden. Forholdet mellem de sumeriske og akkadiske former er omdiskuteret.

På akkadisk, et andet oldtidssprog skrevet med kileskrift, translittereres rækken 𒋧𒈠 som šum-ma, “hvis”, og den indleder en betingelsessætning. Nogle tegnlister analyserer ZAR som LAGAB × SUM, et sammensat tegn af LAGAB og SUM.

Hvorfor ser 𒋧 forskellig ud i forskellige skrifttyper?

Det samme tegn kan have forskellige historiske former. Kileskriftens former varierer efter periode, region, skriveflade og håndskrift. Retningslinjer for skrifttyper behandler dem som stilistiske former af ét tegn. Skrifttyper inspireret af oldbabylonisk, kursiv eller nyassyrisk skrift kan derfor tegne 𒋧 forskelligt.

Visningen afhænger af skrifttypen: uden støtte til kileskrift kan der vises en firkant eller et erstatningstegn. Hvis en indskrift skal læses præcist, bør du kontrollere skrifttypens historiske stil sammen med translitterationen.