Kombinerende dobbelt tilde

Det placerer én bred tilde over et par bogstaver. I n͠g står tegnet efter n i tekstens rækkefølge, men tegnes over n og g. Det hæfter sig til et bogstav i stedet for at stå alene som et tegnsætningstegn, så skrifttyper og tekstredigeringsprogrammer skal lade det strække sig over to bogstaver.

Den brede tilde forekommer i fonetisk transskription, som skriver lyde ned, og translitteration, som gengiver et skriftsystem med et andet. I ældre tagalogisk stavning markerede en lang tilde ng som én næselyd, som ng-lyden i slutningen af «sang», og kunne vise, at en efterfølgende vokal hørte til samme stavelse.

Hvorfor har det samme tegn forskellige funktioner?

Bogstaverne omkring det og notationen afgør dets funktion. Den tidligt trykte tagalogiske bog Doctrina Christiana viser former som ng̃ i 1593; her står tilden over g og strækker sig ikke over to bogstaver som i senere brede stavemåder. De stavemåder blev efterhånden afløst af almindeligt ng.

Oldkirkeslavisk, et ældre slavisk skriftsprog, brugte et titlo – et tegn over bogstaver, der fungerede som tal – hen over to kyrilliske bogstaver. I в͠і strækker titloet sig over parret. Unicode har også venstre og højre halvtegn, der kan efterligne spændet, men de er separate tegn.