Kileskrifttegnet U

Det kan betyde „u“ – som regel „og“ eller „men“ – eller tallet ti.

Kileskrifttegn kan stå for ord, stavelser eller tal, så sproget og sætningen omkring tegnet afgør læsningen. Her forbinder den sumeriske konjunktion u sætninger; det samme tegn kan også stå for ti.

Kileskrift udviklede sig fra regnskaber i Uruk, en oldtidsby i Mesopotamien, omkring 3500–3200 BCE. I det 14. århundrede BCE optræder tegnet i Amarna-brevene, en samling gammel korrespondance, både for ti og som u mellem sætninger. Kileskrift blev også brugt til litterært akkadisk, et andet gammelt mesopotamisk sprog, blandt andet i Gilgamesh-eposset.

Hvordan ser jeg, hvilken læsning der gælder?

Se på funktionen: at tælle, forbinde eller skrive en stavelse.

I en talt mængde står 𒌋 for ti i et 60-talsystem, hvor værdier grupperes i tresser. Mellem sætninger forbinder den sumeriske konjunktion u tanker som „og“, „men“ eller et lignende bindeord. Som stavelsestegn angiver det en u-lyd.

Unicode-retningslinjerne for kileskrift forklarer, hvorfor skrifttyper fra forskellige perioder kan tegne 𒌋 forskelligt: En skrifttype for Ur III, en tidligere mesopotamisk periode, og en for nyassyrisk skrift kan vise forskellige former. De viser det samme abstrakte tegn, ikke forskellige Unicode-tegn.