Omvendt dolk

I Palaeotype markerer ⸸ en retrofleks konsonant; på cornisk havde den en anden funktion. Palaeotype er Alexander Ellis’ fonetiske alfabet til at skrive talelyde. I hans værk fra 1869 om tidlig engelsk udtale viste ⸸ efter en konsonant, at tungespidsen blev bøjet bagud mod ganen. d⸸ og t⸸ viser de stemte og ustemte former: d- og t-lignende konsonanter med den tungeposition. ⸸ ændrer en konsonant og er ikke et selvstændigt tegnsætningstegn.

I Edward Lhuyds værk fra 1707 om cornisk markerede ⸸ ord fra “moderne cornisk”; den opretstående dolk † markerede former fra en ordbog over oldcornisk. Tegnene skelnede mellem kilderne, hvor ordene var belagt, ikke deres udtale.

Hvad betyder den omvendte dolk, hvis nogen sender den?

Står den alene i en almindelig besked, så spørg, hvilken notation afsenderen mener. De dokumenterede brugsmåder er specialiserede og afhænger af sammenhængen: En fonetisk transskription kan bruge den til retrofleksion, mens Lhuyd brugte den i sine cornisktekster til at angive en kilde. Teksten omkring tegnet viser, hvilken læsning der passer.

Hvorfor ser den omvendte dolk forskellig ud i forskellige skrifttyper?

En skrifttype kan ændre udseendet, men ikke selve tegnet. En skrifttype uden ⸸ kan vise en manglende-tegn-boks, et spørgsmålstegn eller et tomt felt; skrifttyper, der understøtter tegnet, kan tegne stregerne forskelligt. Se på notationen omkring det, før du forveksler det med et andet symbol.