Devanagari-bogstavet Qa

Det betegner en konsonant, der udtales længere tilbage end almindelig क.

Nukta-prikken markerer /q/, lyden forbundet med urdus qaf ق. I hindiagtig Devanagari forekommer क़ i låneord, hvis stavning bevarer forskellen; nogle talere udtaler lyden som /k/ og skriver almindelig क. Her markerer prikken en forskel i lyd og stavning.

Hvorfor har क़ en prik?

Et velkendt bogstav blev tilpasset til en lyd, som Devanagari ikke markerede.

Skrivere føjede en prik under en velkendt konsonant for at gengive persisk-arabiske lyde, der manglede i Devanagaris traditionelle lydsystem. Det minder om brugen af prikker til at skelne bogstaver i arabisk skrift.

Den ældste daterede sammenhæng, der er angivet her, er Devanagari-metaltyper støbt i 1786 og brugt i en bog fra 1789 med vers på sanskrit og urdu. Det dokumenterer flersproget trykning, ikke क़'s første forekomst. Dets urdu-modstykke er ق; beslægtede Devanagari-bogstaver med nukta er ख़, ग़, ज़ og फ़.

Bør jeg beholde prikken?

Behold den, når stavningen skal skelne mellem /q/ og /k/.

I daglig hindi-stavning kan prikken udelades, når talere udtaler lyden som /k/ eller skriver uformelt. I urdu-tekst skrevet med Devanagari kan prikken bevare forbindelsen til urdus qaf. Prikken alene afslører ikke, hvem der skrev beskeden.

Under hindi-urdu-konflikten i slutningen af 1800-tallet blev skrift og ordforråd synlige tegn på kulturel tilknytning. Hindi og urdu deler en hindustansk grundform, men følger forskellige skriftskikke; denne prik bevarer en stavemæssig forskel mellem dem.