Variationsvælger 69

Sæt den lige efter et grundtegn i et registreret par. En variationssekvens består af et grundtegn og en vælger. For han-tegn — tegn brugt i kinesisk, japansk og koreansk skrift og historisk også i vietnamesisk — knytter Ideographic Variation Database (IVD) godkendte par til bestemte glyfformer. Det er hverken en generel skrifttypeindstilling eller en knap, der gør teksten finere.

Variationsvælgere blev en del af Unicodes generelle mekanisme i 2002; det supplerende område med VS69 fulgte i 2003. De blev skabt til at styre glyfformer i almindelig tekst, når valg af skrifttype alene ikke kunne bevare en nødvendig form. Årene handler om computerkodning, ikke om de langt ældre kinesiske, japanske, koreanske eller vietnamesiske skriftsystemer, hvis former mekanismen kan bevare.

Hvad ændrer den?

Den angiver glyfform, ikke tegnets betydning. Ved Han-unifikation grupperes former fra kinesisk, japansk, koreansk og historisk vietnamesisk skrift under samme tegnidentitet. Et registreret par kan bevare den form, der kræves i et navn, et sted, et register, en kilde eller en publikation.

UTS #37, en teknisk rapport om ideografiske variationssekvenser, bruger 芦 i et hypotetisk japansk eksempel: byen Ashiya bruger en ældre form, mens den samme tegnform et andet sted har sin sædvanlige, kontekstpassende form. Illustrationen parrer grundtegnet med VS69. IVD-data offentliggjort 2026-08-03 indeholder ikke E0134, så eksemplet viser mekanismen, ikke en universel tildeling.

En manglende glyf skyldes som regel skrifttypefallback, ikke en fejl. Skrifttypematchning vurderer hele parret; uden en kompatibel skrifttype vises grundtegnet normalt, og vælgeren forbliver usynlig. Vælgeren har ikke noget tegn at ændre alene.