Devanagari-bogstavet lla

Det står for et stemt retrofleks L med tungespidsen bøjet bagud.

På marathi har dette L med bagudbøjet tunge sin egen stavning; hvis ळ erstattes med ल, forsvinder en forskel, der kan ændre udtalen. Eksempler på marathiord er माळ, शाळा, वळण, बाळ, खेळ og वेळ. Konkani skrevet med devanagari bruger også ळ.

Hvor kommer ळ fra?

Det udviklede sig gennem regionale tilpasninger af skriften, ikke som en enkeltstående opfindelse.

Det tidligste ubestridte LLA-tegn, der er rapporteret i en brahmi-afledt skrift, findes i tamil-brahmi, som blev brugt til tamilske indskrifter; tamil-brahmis fremkomst dateres til midten af det tredje århundrede f.v.t. Formen tilføjede en krog til brahmis bogstav for L og skabte et særskilt lydtegn på tamil. Senere udviklede nordlig brahmi en anden LLA-form fra bogstavet DDA, en d-lyd med tungespidsen bøjet bagud; nogle læsninger af indskrifter forbundet med Ashoka er stadig omdiskuterede.

Lydens rolle ændrede sig mellem vedisk og klassisk sanskrit: I vedisk sanskrit kunne den forekomme mellem vokaler som en udtalevariant af ḍ, en d-lyd med tungespidsen bøjet bagud. Lyden findes ikke i klassisk sanskrits almindelige lydinventar, selv om senere grammatiske belæg gør grænsen mindre tydelig. Devanagari udviklede sig fra brahmi gennem senere trin. Andre brahmi-afledte skriftsystemer har beslægtede bogstaver for retrofleks L: tamilsk ள, telugu ళ, kannada ಳ, malayalam ള, gujarati ળ og odia ଳ.