Devanagari-bogstavet ssa

På sanskrit er ष en hvæselyd, der dannes med tungespidsen bøjet bagud.

Det er en ustemt sibilant, altså en konsonant med en hvæsende lyd. Tungespidsen bøjes mod ganen. श dannes længere fremme ved den hårde gane, mens स dannes nær tænderne. Den danske sj-lyd er kun en tilnærmelse.

Mange hindi-varieteter udtaler ष som श. Når man læser sanskrit, bevares forskellen i tungestilling. Sproget, ordet tilhører, giver et fingerpeg: Bogstaverne kan stadig være forskellige på skrift, selv om en hindi-talende udtaler lydene ens.

Hvad er forskellen på ष, श og स?

Sanskrit skelner mellem dem efter det sted, hvor tungen danner hver lyd.

श er palatal og dannes nær den hårde gane; ष er retrofleks med tungen bøjet bagud; स er dental og dannes nær tænderne. Prikkerne under ś og ṣ i latinsk translitteration markerer forskellige sanskritlyde.

I sanskritisk sandhi påvirker nabolyde hinanden. s kan blive til ṣ efter k, r eller vokaler, der skrives a og ā i sanskritisk translitteration. Et efterfølgende t kan så blive til retrofleks ṭ. I इष्ट (sanskrit iṣṭa) står ष før ट, en anden retrofleks konsonant.

Hvor kommer ष fra?

Det udviklede sig sammen med devanagari gennem regionale former af brahmi-skriften.

Ashokas edikter fra det tredje århundrede før vor tidsregning hører til de tidligste omfattende indskrifter med brahmi. Sanskritindskrifter med brahmi stammer fra det første århundrede før vor tidsregning. Proto-Nagari opstod mod slutningen af det sjette århundrede; i det ellevte århundrede var devanagari allerede vigtig til at skrive sanskrit.

Devanagari er en abugida: Konsonanter har normalt en uudskrevet vokal. Et tegn kaldet virama fjerner den, så konsonanter kan danne klynger. Mange indiske skriftsystemer nedstammer fra brahmi. I क्ष (sanskrit kṣa, ofte indtastet som ksha eller ksh) forbindes क og ष med en virama; en skrifttype kan vise en ligatur, en halvform eller en synlig virama.