Tegn 18BE1 i khitansk småskrift

Offentliggjorte læsninger er uenige om vokalen. Rekonstruktionerne omfatter êŋ, eng, ɛŋ, ɑŋ, iɑŋ og det usikre əŋ. Det afsluttende ŋ svarer til “ng”-lyden sidst i “sing”; forslagene varierer i vokalen før den. Det er videnskabelige læsninger, ikke en fastlagt daglig udtale. I khitansk småskrift danner fonogrammer — tegn for lyde — som regel grupper, der staver et ord, så ét tegn alene viser måske ikke hele læsningen.

Hvorfor kan 𘯡 ligne 𘯢?

Nogle ældre BabelStone-skrifttyper byttede om på disse tegn. I versioner fra før 2023-07-14 knyttede BabelStone-skrifttyper til khitansk småskrift 𘯡 og 𘯢 til hinandens visning; version 13.008 rettede problemet. Hvis de ser ombyttede ud, så kontrollér skrifttypens version, før du betragter dem som varianter.

Hvornår slog den lille skrift igennem?

Traditionelle beretninger daterer dens tilblivelse til omkring 925, men datoen er omstridt. De tilskriver udformningen Yelü Diela, yngre bror til Khitan-herskeren i Liao. Khitanerne i det nordlige Kina brugte skriften til deres sprog sammen med en særskilt khitansk storskrift; “lille” betegner et parallelt skriftsystem, ikke mindre skrifttegn. Udformningen siges at være inspireret af uigurisk skrift, selv om der kun er få visuelle ligheder. Dens lydgrupper gjorde det muligt at skrive khitanske ord i grupper af lydtegn.

Et studie fra 2026 hævder, at skriften først blev systematiseret senere, under Liao-kejseren Shengzong, og udpeger gravindskriften for Wugulin Taishi fra 1051 som det ældste overleverede eksempel med sikker datering. De fleste bevarede tekster er gravindskrifter for khitansk kongefamilie og aristokrati samt indskrifter på monumenter og genstande. Skriften blev brugt under Liao, det vestlige efterfølgerstyre Qara Khitai og Jin. Jurchenerne, der grundlagde Jin, tilpassede senere khitanske skrifttraditioner.