Højre hjørneparentes

Det markerer, hvor citerede eller fremhævede ord slutter. Disse japanske parenteser afgrænser også artikeltitler, etiketter til indtastningsfelter og fremhævede termer: ordene imellem dem behøver ikke at være sagt højt.

Dets rolle som anførselstegn er ældre end digital tekst. Brugen i japansk dialog blev almindelig efter tyverne i Meiji-perioden (1887–1896), da tegnsætningen blev omlagt i moderne tryk. Det daterer udbredelsen af en konvention, ikke opfindelsen af formen.

Hvorfor ændrer 「」 sig efter sproget?

Skrifttraditioner placerer citater inde i citater på forskellige måder. Japansk bruger 「…」 yderst og 『…』 inderst; det sidste par markerer også litterære titler. Taiwanesisk kinesisk følger normalt samme rækkefølge. På det kinesiske fastland bruges normalt buede dobbelte anførselstegn i vandret skrift og hjørneformer i lodret skrift. Følg dokumentets sprog og redaktionelle stil, ikke kun former, der ser ud til at passe sammen.

I lodret tekst kan 」 drejes eller få en særligt tegnet lodret form. Det afslutter stadig citatet; retningen ændrer ikke betydningen.

Hvad hvis nogen kun sender 」?

Se efter et manglende åbningstegn, før du læser følelser ind. Et enkelt 」 kan være et indsat tekstfragment eller en tastefejl. Hvis samtalen ikke forklarer det, så spørg frem for at gætte på irritation, enighed eller sarkasme. Brug begge ender, når du citerer, så læseren ikke skal lede efter den manglende halvdel.