Multani-bogstavet E

Det er et selvstændigt vokalbogstav i Multani, som oftest står for e.

Multani har fire selvstændige vokalbogstaver, men ingen små vokaltegn, der sættes på konsonanter. Skrevne vokaler står derfor som regel alene, først i et ord eller sidst i et ord på én stavelse. Bogstavet står normalt for en tydelig e-lyd; nogle kilder bruger det for en mere åben lyd mellem e og a eller for en ren o-lyd.

Hvor kommer Multani-skriften fra?

Den hører til Landa-familien, en gruppe beslægtede skriftsystemer.

Multani blev brugt til at skrive sproget Seraiki i Pakistans Punjab og det nordlige Sindh, både til hverdagsskrift og handel. Skriften kaldes også Karikki eller Sarai. Den er beslægtet med Gurmukhi og, mere fjernt, med Khudawadi og Khojki.

I 1819 blev den første bog på Multani, et kristent Ny Testamente, trykt med metaltyper. I anden halvdel af 1800-tallet indførte den britiske administration arabisk skrift som standard for sprogene i Sindh. Multani gik tilbage, men blev brugt ind i det 20. århundrede. Unicode 18.0 beskriver Seraiki som skrevet med en skrift, der bygger på arabisk skrift.

Hvorfor har 𑊃 forskellige udtaler?

Multani blev stavet forskelligt i de historiske kilder. Unicode 18.0 oplyser, at skriften ikke havde én standardform, og at stavemåden ændrede sig i det 20. århundredes første fjerdedel. Det kodede repertoire samler tegn, der er belagt i forskellige kilder, i stedet for at fastsætte én stavemåde.

Unicode-tabellen bygger på trykte og håndskrevne eksempler, hvor bogstavformerne kan være forskellige. Derfor kan en skrifttype vise 𑊃 i en anden belagt form.